Dansk Tatovering af Jon Nordstrøm
Jeg er som håndværker fascineret af det håndværksmæssige i tatoveringsfaget. Da historien om det så udkom i en flot bog, som Jon havde lavet, følte jeg, at det var oplagt for mig at lave en specialindbinding af bogen. Jon har fulgt processen med sit kamera, når jeg arbejder i mit værksted. Ovenfor ses resultatet og nogle billeder fra processen.
I korte træk kan indbindingen beskrives sådan, at bogen er blevet skilt ad, hæftet, limet, rundet, skåret, har fået guld- eller grafitsnit og kapitælbånd - rødt som blod. Som omslag er bogen blevet beklædt med helskind i blåt, den klassiske tatovørfarve. På omslaget er der en brugt håndtegnet stencil, tegnet af Lanas med blæk fra 1930.
Bøgerne er nummererede og signerede af Jon og mig. De kan købes ved at klikke her.
Da bogen udkom som forlagsudgave i 2009 på Nordstrøms Forlag, blev den udvalgt af Forening for Boghaandværk blandt årets bedste bogarbejder og modtog guld for product print af Creative Circle.